I Zoologisk Have København arbejder vi for, at alle gæster får en god oplevelse i Haven - uanset forudsætninger.

ZOO er et sted for nysgerrighed, læring og fællesskab. Derfor er det vigtigt for os, at alle føler sig trygge og velkomne, når de oplever verdens dyr.

Som en del af dette arbejde har vi indgået et samarbejde med Solsikken. Samarbejdet er med til at gøre ZOO til et sted, hvor der er plads til forskellighed - og hvor alle kan være med.

Hvad betyder det i ZOO?

Når du bærer Solsikkesnoren i ZOO, signalerer du til vores medarbejdere, at du måske har brug for lidt ekstra hjælp, ro eller tålmodighed under dit besøg.

Som en af Danmarks største attraktioner har vi et særligt ansvar - ikke kun for dyrene og naturen, men også for vores gæster. Vores mål er at skabe en oplevelse, der tager udgangspunkt i dig og dine præmisser.

En oplevelse med plads til forskellighed

En dag i ZOO er ikke ens for alle.

For nogle er det en afslappet familietur. For andre kan det være overvældende med mange mennesker, lyde og indtryk.

Med Solsikkesnoren bliver det lettere for os at møde dig der, hvor du er. Når flere føler sig godt tilpas, bliver oplevelsen bedre for alle.

Praktisk information

  • Solsikkesnoren kan bæres under hele dit besøg
  • Den er frivillig og kræver ingen dokumentation
  • Vores medarbejdere er introduceret til, hvad snoren betyder

Vær opmærksom på, at der i perioder kan være mange gæster - især i weekender og ferier - og at flere kan have brug for hjælp. Har du behov for støtte, er du altid velkommen til at tage fat i en medarbejder i Zookort-salg/Informationen, så hjælper vi dig så godt og hurtigt som muligt.

Sammen passer vi på verdens dyr - og hinanden