Hos ATP og Udbetaling Danmark Pension ønsker vi at møde borgerne med respekt og forståelse – også når der er behov for ekstra støtte. Derfor er vi stolte af at være den første landsdækkende offentlige myndighed, der lancerer en Solsikkelinje.
Solsikkelinjen er skabt til borgere med usynlige handicap, som kan opleve udfordringer ved at kontakte det offentlige. Med Solsikkelinjen får de mulighed for at tale med særligt uddannede rådgivere, som har tid, tålmodighed og indlevelse – uden tastemuligheder.
Vi ved, at usynlige handicap som eksempelvis angst og autisme kan gøre en telefonsamtale til en stor udfordring. Derfor har vi oplært vores rådgivere til at møde borgerne med nærvær og skabe en tryg samtale, hvor der er plads til at blive hørt og forstået.
Hos ATP og Udbetaling Danmark ønsker vi at bidrage til en inkluderende offentlig sektor, hvor alle kan få den nødvendige støtte – uanset hvilke udfordringer de måtte have.