Hos Aalborg Lufthavn anerkender vi, at ikke alle udfordringer er synlige. Som medlem af Solsikkeprogrammet ønsker vi at støtte rejsende med usynlige handicap ved at skabe trygge og imødekommende rammer gennem hele lufthavnsoplevelsen.
Vi møder dagligt mange forskellige mennesker, og vi ved, at det kan gøre en stor forskel at blive mødt med tålmodighed, forståelse og respekt – særligt når man har behov, der ikke umiddelbart kan ses. Derfor har vi introduceret vores medarbejdere til, hvad Solsikken står for, og hvordan de bedst kan støtte personer, som bærer Solsikkesnoren.
Her kan du få en Solsikkesnor
Hvis du har et usynligt handicap og skal rejse fra Aalborg Lufthavn, er du velkommen til at hente en gratis Solsikkesnor i vores Servicecenter i terminalen. Du behøver ikke at forklare hvorfor – vi forstår, at det er individuelt, og vi er her for at hjælpe, når du har brug for det.